Forældre øremærker børnepengene: Det er blevet stor shoppedag i Holbæk

Hos Børneloppen strømmer forældrene til den dag, børnepengene går ind på kontoen. (Foto: Børneloppen)
dato

Den dag, hvor børnepengene tikker ind, fordobles salget hos Børneloppen i Holbæk. Her oplever man, at forældre i stigende grad øremærker børnepengene til bestemte indkøb til deres børn. 

Den 19. april bliver der særligt travlt i Børneloppen i Holbæk. Det er nemlig den dag, hvor børnepengene ryger ind på kontoen, og det giver omtrent en fordobling af salget i forhold til en normal lønningsdag i den lokale Børneloppen.  

– Forældrene i dag har helt styr på, hvad børnepengene skal gå til, og der er mange, der skal på shopping så snart, pengene er kommet ind på kontoen. Det hænger også sammen med, at det er omkring de tidspunkter, hvor vejret skifter, og der skal skiftes ud i garderoben, siger Amanda Køhler, der er indehaver af Børneloppen i Holbæk. 

Børnepengene kommer fire gange årligt omkring den 20. i henholdsvis januar, april, juli og oktober. Ikke nok med at salget her stiger til omtrent det dobbelte, så har Børneloppen oplevet en stigning på børnepengedagene i 2023 på 39 procent i forhold til 2022.

Bobler, pænt tøj og udvidet åbningstid
Grundet den store shoppetrang har man hos Børneloppen valgt at gøre noget ud af børnepengedagene med udvidet åbningstid og lidt bobler til de shoppende forældre. 

– Normalt lukker vi butikken klokken 18, men de dage, hvor der kommer børnepenge, udvider vi åbningstiden til 20.30 og laver lidt ekstra hygge for vores kunder. Der er rigtig mange, der virkelig sætter pris på det – og det er nok især mødre, der nyder at komme ud at shoppe lidt på egen hånd, mens børnene sover trygt derhjemme, siger Amanda Køhler.

Fredag den 19. april holder Børneloppen i Holbæk Late Night Shopping og forlænger åbningstiden til kl. 20.30.

Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk

Kilde: Børneloppen