Lokal donation til børnene i Team Stjernemix i Tuse IF

Torben Christiansen fra LB Foreningen Sjælland overrækker donation til frivillige og spillere fra Team Stjernemix
dato

Piger og drenge med særlige behov får nu flere muligheder med en donation på 50.000 kr. fra LB Foreningen i Region Sjælland. Pengene skal være med til at sikre et stærkt fundament for de 25 spillere med særlige behov i Team Stjernemix fra Tuse IF.

Den 20. september kom Torben Christiansen, en af LB Foreningen i Region Sjællands lokale repræsentanter, forbi Tuse IF med en stor papcheck på 50.000 kr. Det var det synlige bevis på, at klubbens Team Stjernemix har modtaget en donation til deres arbejde for børn med særlige behov.

”Vi er meget glade for LB Foreningens donation. På Team Stjernemix har vi 25 børn, hvor mange ikke har det store netværk uden for fodboldbanen, og hvor mange af dem ikke ville være at finde på en fodboldbane, hvis det ikke var for Team Stjernemix. Med den her donation kan vi nu sikre, at børnene kan få lov at gå til fodbold på deres præmisser hver fredag,” forklarer primus motor Louise Solveig Olsen fra Tuse IF.

Team Stjernemix er for 5- til 13-årige piger og drenge med særlige behov, der har brug for små og overskuelige rammer.

”Vi giver børnene masser af plads, sammenhold, anerkendelse og ros, og de går glade hjem med nye fodbold-skills, én på opleveren og følelsen af at være en del af et fællesskab. Team Stjernemix er for mange af vores børn ugens højdepunkt,” supplerer Oliver Frederiksen fra Tuse IF, der også spiller på klubbens førstehold i Sjællandsserien.

I LB Foreningen er man meget stolte over at kunne være med til at skabe nye fællesskaber for børnene i Team Stjernemix:

”For os er fællesskab fundamentet for de fleste gode ting i vores samfund. Derfor er det så vigtigt, at alle – børn og voksne – får mulighed for at være en del af et fællesskab. Team Stjernemix giver børn, som ellers ofte kan være uden for de traditionelle fællesskaber en mulighed for at opleve det, vi alle har brug for,” siger Torben Christiansen, lokal repræsentant for LB Foreningen i Region Sjælland og en del af foreningens regionale uddelingsråd.

OM TEAM STJERNEMIX
Team Stjernemix er for 5- til 13-årige piger og drenge med særlige behov, der har brug for små og overskuelige rammer. Projektet har eksisteret siden 2023 og drives af to trænere med stor specialpædagogiske erfaring. Derudover er der tilknyttet 9 ung-trænere mellem 15-18 år samt flere voksne hjælpetrænere. Trænerteamet og hele konceptet omkring Team Stjernemix har stor opbakning og praktisk hjælp i Tuse IF Fodbold, der er en klub med mere end 1.000 medlemmer.

OM LB FORENINGEN
LB Foreningen er ejer af LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede privatforsikringsselskab, med over 440.000 medlemmer. De mange tusinde medlemmer repræsenteres af 70 delegerede valgt af medlemmerne over hele landet. De står bl.a. for velgørende uddelinger i deres regioner. LB Forsikring består af Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Som forsikringstager i LB Forsikring er man også medlem af LB Foreningen og dermed medejer af LB Forsikring.

OM LB FORENINGEN I REGION SJÆLLAND
LB Foreningen i Region Sjælland repræsenteres af ni delegerede, der er valgt blandt de ca. 45.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring, Lærerstandens Brandforsikring. Hvert år uddeler LB Foreningen i Region Sjælland en mio. kroner til forskellige formål. Se mere om delegerede i Region Sjælland på lbforeningen.dk.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.