Barselsvikar til handicapfagligt team i specialpædagogisk støtteadministration

dato

Motiveres du af at hjælpe elever og studerende med en psykisk funktionsnedsættelse som eksempelvis ADHD, OCD eller skizofreni? Synes du, det er spændende at nærstudere psykiatriske anamneser, udredninger eller pædagogisk psykologiske vurderinger, og interesserer du dig for handicappolitik, uddannelse og specialpædagogisk støtte (SPS)? Så er det dig, vi er på udkig efter! Vi søger en barselsvikar i vores handicapfaglige team i Kontoret for Specialpædagogisk Støtte i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.



Dine arbejdsopgaver
Som vores nye kollega bliver du en del af SPS-kontorets handicapfaglige team. Du kommer til at varetage en bred vifte af faglige opgaver både i tilknytning til administration og udvikling af SPS-området samt den konkrete sagsbehandling. Opgaverne løses i tæt samarbejde med de øvrige kollegaer i kontoret.



Du vil bl.a. komme til at:

  • Sagsbehandle ansøgninger om SPS, herunder vurdere lægefaglig dokumentation eller anden dokumentation ift. psykiske funktionsnedsættelser.
  • Give handicapfaglige vurderinger og træffe afgørelser i forbindelse med klagesager.
  • Sikre driften og overholdelse af kontrakter og rammeaftaler med leverandører af specialpædagogiske ydelser gennem løbende dialogmøder.
  • Udvikle rammerne for og indholdet i de specialpædagogiske støtteordninger til elever og studerende med psykiske funktionsnedsættelser, eksempelvis gennem samarbejde med uddannelsessektorerne og interessenter.
  • Bidrage med handicapfaglig viden i forbindelse med gennemførelse af udbud af specialpædagogiske støtteformer, f.eks. studiestøttetimer, IT-hjælpemidler, hjælpemiddelafprøvning mm.
  • Bidrage til politisk betjening, herunder sagsfremstilling, koordinering af sager, ministerbetjening i samarbejde med departementet samt bidrage til svar i forbindelse med f.eks. udvalgsspørgsmål, høringer og lovforberedende arbejde.


Om dig

Du har en akademisk uddannelse (evt. kandidatgrad i psykologi, pædagogisk psykologi el.lign.) evt. kombineret med praktisk erfaring med SPS fra uddannelsessektoren. Det er en fordel, hvis du har arbejdet med elever eller studerende med en psykisk funktionsnedsættelse, samt har indsigt i uddannelses- og/eller handicapområdet. Alternativt kender du målgruppen fra en anden vinkel, og du har nu lyst til at dygtiggøre dig inden for de specialpædagogiske støtteordninger. Det er desuden en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra en offentlig forvaltning.

Vi forestiller os, at du har lyst til at arbejde med de specialpædagogiske støtteordninger på et administrativt og samfundsmæssigt niveau, og at den daglige direkte kontakt med SPS-modtagerne ikke er din primære drivkraft.



Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • Kan lide at arbejde med administrative opgaver ved en computer.
  • Kan formulere dig klart og tydeligt på skrift.
  • Er analytisk tænkende og systematisk i din tilgang til arbejdsopgaver.
  • Kan bevare overblikket og samtidig har blik for detaljen.
  • Tager ansvar og har gode samarbejdsevner.


Om os
SPS-kontoret administrerer de statslige specialpædagogiske støtteordninger i forbindelse med skole og uddannelse. Støtten skal sikre, at elever og studerende med en funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige vilkår med andre. Vi dækker de fleste uddannelser på Børne- og Undervisningsministeriets område og på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Vi administrerer ca. 100 aftaler om indkøb af diverse specialpædagogiske ydelser, træffer årligt ca. 200.000 afgørelser om tildeling af SPS og arbejder løbende med at kvalitetsudvikle SPS-ordningerne.



SPS-kontoret består af ca. 35 medarbejdere fordelt på fem teams; et sagsbehandlerteam, et tilsynsteam, et juridisk team, et tværgående team, samt et handicapfagligt team. Du bliver en del af det handicapfaglige team. Vi er en arbejdsplads med et godt socialt sammenhold, og hvor vi alle brænder for at gøre det muligt for elever og studerende med funktionsnedsættelser at tage en uddannelse på lige fod med andre.



Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt. Du bliver som udgangspunkt ansat som AC-fuldmægtig efter fællesoverenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Forventet tiltrædelse 1. november eller hurtigst muligt.



Perioden for barselsvikariatet vil forventeligt være frem til 30. september 2026.



Ansættelsessted: Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.



Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Louise Lindhardt på tlf.: 2033 6276. Send evt. en sms, så vil du blive ringet op. Du kan læse mere omkring hvordan det er at være ansat i STUK og mød en medarbejder her: Mød en medarbejder



Du kan også læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside uvm.dk.

Du kan desuden læse om de specialpædagogiske ordninger på www.spsu.dk.



Lyder det som noget for dig?

Du søger stillingen via linket i annoncen. Fristen er 21. september 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 39 og 40.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Holbæk, Tidemandsvej, 4300 Holbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 21-09-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2e9aee29-798b-41f2-accb-9aa8f4eec616

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet