BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du lide en dynamisk hverdag, mange bolde i luften og er du klar til at smøge ærmerne op?
Så se her:
En af vores ledere har valgt at søge andre græsgange, og vi søger derfor en ny lederkollega pr. 1. oktober 2024.
Hjortholmskolen er en specialskole, beliggende i Tølløse cirka 15 minutters gang fra tog fra hhv. Holbæk/København. Skolen har godt 100 elever, der alle har en diagnose indenfor autismespektret/ADHD/angst m.m. Nogle af eleverne har udover deres primære diagnose, også en kognitiv nedsat funktionsevne.
Vores faglige udgangspunkt hviler på den KRAPSKE og stressreducerende tilgang. Vores dygtige og engagerede medarbejdere arbejder i tværfaglige teams, og varetager ret selvstændigt dagligdagen og de koordinerende opgaver.
Personalegruppen indenfor det pædagogiske område omfatter lærere, pædagoger, talepædagoger, fysio- og ergoterapeuter samt pædagogmedhjælpere. I alt ca. 80 medarbejdere.
Din overordnede opgave bliver at samarbejde om at udvikle skolen, hvor elevernes læring og trivsel er i centrum samt at understøtte de selvstyrende teams arbejde i dagligdagen.
Du skal i løsningen af dine opgaver have lyst til at arbejde med høj grad af gennemsigtighed, fokus på det gode forældresamarbejde og ikke mindst arbejde for et godt arbejdsmiljø og en sund arbejdskultur.
Som afdelingsleder, skal du kunne navigere i flere ledelseslag og veksle imellem både at være tæt på kerneopgaven og deltage i udviklingen af strategier samt omsætte mål for hele skolen. Afdelingslederfunktionen er ikke at forveksle med teamlederfunktion, selvom ansvaret for de forskellige teams er fordelt mellem de tre afdelingsledere.
Du skal sammen med dine lederkollegaer og skolens administrative medarbejdere varetage de administrative, pædagogiske, kommunikative og personalemæssige opgaver der hører til at drifte en specialskole. Du vil få direkte personaleledelse for de teams du selv er kontaktleder for.
Vi forventer at du:
- er uddannet lærer eller pædagog
- har ledelseserfaring (gerne også med lederuddannelse)
- har erfaring med specialområdet
- har gode samarbejdsmæssige- og kommunikative evner
- kan se værdien i at samarbejde ligeværdigt på alle niveauer med henblik på at finde de gode løsninger
Har du ikke allerede lederuddannelse, skal du være indstillet på at påbegynde en sådan indenfor det første år.
Hjortholmskolen er en del af Børnespecialcentret som i øvrigt består af Ladegårdsskolen og Specialbørnehaven Spiretårnet begge beliggende i Holbæk. Skolernes forskellige fritidstilbud indgår også i centret, ligesom et tværgående Videnshus med terapeuter og tale-hørekonsulenter er en del af centret.
Børnespecialcentret har ud over den overordnede leder 7 afdelingsledere, hvoraf de tre stillinger er placeret på Hjortholmskolen. Vi er en erfaringsmæssig bredt sammensat ledergruppe, hvor der er masser af humor, godt sammenhold og højt til loftet. Vi har et rigtig godt samarbejde i både den store og lille ledergruppe og der er i høj grad delegeret både ansvar og plads til at bedrive ledelse lokalt.
Læs mere om skolen og om de øvrige afdelinger i centret på vores hjemmeside www.boernespecialcenter.dk
Hvis du har fået lyst til at søge stillingen, så send din ansøgning med relevante bilag til os senest den 18. august 2024.
Løn- og ansættelsesvilkår i.h.t. gældende overenskomst.
Du er velkommen til at kontakte os for aftale om besøg eller yderligere informationer.
Kontaktpersoner: Skoleleder og centerleder Henrik Dahl på tlf. 72 36 58 68 eller afdelingsleder Joan Aastrøm på tlf. 72 36 35 42.
Ansættelsessamtaler forventes gennemført 22. august 2024. Ansøgere, der går videre til 2. samtale, vil blive indkaldt onsdag den 28. august 2024. Imellem første og anden samtale vil der være et testforløb.
Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.
Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Holbæk Kommune, Vandtårnsvej 10, 4300 Holbæk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-08-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6089210