Værkstedskæden CarPeople har etableret et indkøbs- og finansieringsnetværk, og de nye muligheder kommer CarPeople Holbæk og ikke mindst de lokale kunder til gode.
Udvalget af nye og lettere brugte biler hos CarPeople Holbæk bliver i den kommende tid udvidet støt. CarPeople lancerer et helt nyt netværk, der gør det nemmere for medlemmerne at indkøbe attraktive biler til salg og leasing. Kæden fokuserer på nye og lettere brugte biler, som opkøbes via faste samarbejdspartnere. Bilerne bliver importeret fra andre EU-lande samt leasingselskaber og udlejningsselskaber.
– CarPeople skal være en totalløsning, og det indebærer, at vores medlemmer skal kunne imødekomme alle bilbehov, uanset om det er service, reparation eller en ny bil. CarPeople har netop indgået et nyt partnerskab med Dansk Motor Finans om afgiftsberegning. Derfor opfordrer vi alle medlemmer til at drage nytte af de attraktive samarbejdsaftaler, så de kan komme i gang med salg og leasing. Vi forventer et årligt salg hos kædens medlemmer på cirka 10.000 biler, forklarer Finn Thomsen, der er kædechef hos CarPeople.
Investeringen i bilsalgsaftalerne kommer sideløbende med, at CarPeople har øget antallet af medlemsværksteder fra 27 til 44 på blot et år.
Stor hjælp fra kædekontoret
Hos CarPeople Holbæk er der stor glæde over den lette adgang til salgbare biler.
– Det nye netværk gør, at vi kan skaffe og erhverve biler til skarpe priser. Tilmed tilbyder vi nu også kunderne at få finansieringen på plads hos os, så de kan springe mødet i banken over, og vi er naturligvis godt forberedt på at rådgive kunden om de nye muligheder. For os i Holbæk mærker vi også afkastet af det nye netværk, og særligt har samarbejdet med Dansk Motor Finans hjulpet os til at effektivisere vores hverdag, fortæller Jacob Asbjørn, der er værkstedsindehaver af CarPeople Holbæk.
Det styrkede bilsalg skal sikre CarPeople Holbæk i den skærpede værkstedskonkurrence.