BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ja, vi ved godt, at "unik" er en fortærsket floskel i stillingsopslag, men lige nu har du faktisk muligheden for at søge en stilling, som der er meget få af i Danmark, og hvor du får en helt særlig hverdag.
Vi søger nemlig en pædagogisk leder til Orø Børnehus og skole. Her får du som leder en helt enestående mulighed for at skabe en rød tråd, fra børnene starter i vuggestuen, til de skifter skole efter 6. klasse.
Velkommen til Orø Børnehus og Skole
Udover at få muligheden for at sejle på arbejde, så bliver du leder af enhedsinstitution Orø Børnehus og Skole. Vi er et lille sted, og det gør, at der ikke behøver at være langt fra tanke til handling.
Du bliver leder for både vores børnehus, skole og sfo, men dit hovedfokus vil være på børnehuset. I efteråret har vi lavet en ny organisering, strukturmæssigt og pædagogisk, i børnehuset, og det er vigtigt, at du følger disse processer til dørs.
På skoledelen vil nogle af opgaverne på Orø blive løftet af kolleger fra Absalonskolen, fx omkring årsplanlægning og det specialiserede område, således at dit faglige ledelsesspænd ikke bliver for stort. Det er samtidig din opgave at have blikket for den samlede institution.
En institution i et lille lokalsamfund præget af en helt særlig samhørighed
Orø er et sted, hvor alle kender hinanden, og hvor forældre og medarbejdere – og du – bruger hinanden på tværs af aldersgrupper og fagligheder. I det daglige deler børnehuset, skolen og sfo’en fællesområder, aktiviteter og traditioner. Som leder har du en vigtig opgave i at lede på tværs og sikre sammenhold og fællesskab.
Derudover er der en aktiv forældregruppe, der meget gerne vil hjælpe på mange måder i både hverdagen og ved f.eks. det traditionsrige pinseloppemarked.
Som leder bliver du en vigtig del af lokalsamfundet på Orø. Skolen og børnehuset er øens hjerte, og du skal derfor have lyst til at involvere dig, turde stille dig op på ølkassen og åbne enhedsinstitutionen for resten af øen. Til gengæld vil du opleve, at der altid er en lokal hjælpende hånd, aldrig langt til naturen, og en ånd der siger: "Det gør vi da bare".
Din hverdag som pædagogisk leder
Som pædagogisk leder får du mulighed for at bruge al din faglighed, når du i hverdagen skal kunne balancere mellem dagtilbudsområdet og til dels skoleområdet. Det er ikke sikkert, at du har lige meget viden inden for skoleområdet som for dagtilbudsområdet, men vi forventer, at du har en lyst og en nysgerrighed på at sætte dig ind i det.
Du skal ikke kunne det hele, for du arbejder tæt sammen med den samlede ledelsesgruppe på Absalon og Orø Skole og Dagtilbud Holbæk By, hvor vi sikrer en god fordeling af arbejdsopgaverne ud fra kompetencer og interesser.
Børnehus med vokseværk
I børnehuset er der 40 børn fordelt på vuggestue og børnehave samt 9 medarbejdere. Du vil starte i en hverdag, hvor der både er ganske særlige muligheder og ganske særlige udfordringer.
Orøs befolkning vokser, og vi får flere børn i børnehuset. Det betyder, at vi er i gang med at tænke nyt og udvikle på både organisering og den pædagogiske praksis i børnehuset.
Helt konkret er en ombygning af børnehuset på vej til foråret. Derudover er vi i gang med at implementere en ny ramme for den pædagogiske tilgang. Det er en udvikling, som du vil træde ind i og skal videreudvikle. Det er derfor en forudsætning, at du enten har erfaring med ledelse på dagtilbudsområdet eller er nysgerrig på at sætte dig ind i dette område.
Skole med vide muligheder
I skolen har vi 54 elever i 0.-6. klasse, 5 lærere og 3 pædagoger. 0. klasse og 1. klasse får undervisning hver for sig, mens 2.-3. klasse og 4.-6. klasse er samlæste klasser. Lærerne arbejder tæt sammen på tværs af klasser og årgange, ligesom pædagoger er en del af skoledagen.
Vi er et lille sted, og det kræver, at alle hjælper hinanden, men det giver også mulighed for at gøre tingene anderledes og fx arbejde med ugeskemarevolutionen eller rykke rundt på timerne, hvis børnene er godt fordybet.
Skolen skal også ombygges og det forventes påbegyndt ultimo 2024 med færdiggørelse til skoleåret 25/26. Nærmere bestemt er det en længe ventet opgradering af lokaler til de praktisk/musiske fag, og der vil blive et spændende forløb med at få detaljerne på plads.
Fællesskab på tværs af Isefjorden
Orø Skole og Børnehus er en del af Absalon og Orø Skole, hvor du bliver en del af et lederteam på 5. Du vil opleve et tæt samarbejde i ledergruppen, hvor vi løbende diskuterer faglige problemstillinger og løser opgaver i fællesskab på tværs af matriklerne.
Du vil også indgå i ledergruppen for Dagtilbud i Holbæk By. Her kan du får du lejlighed til udbygge dit faglige fundament på dagtilbudsområdet og sparre og udvikle med de pædagogiske ledere i børnehusene i Holbæk By.
Vi ser helst, at du er uddannet pædagog eller lærer og allerhelst med ledererfaring. Derudover er du godt hjulpet på vej, hvis du
- har erfaring med dagtilbudsområdet
- Kan lede og understøtte på tværs af 0-12-års området
- Forstår at en ø-skole/-børnehus er noget andet end en traditionel institution og derfor kræver noget særligt af dig som leder
- også kan indtage børnenes perspektiv – og du har en indgroet tro på, at alle børn kan lykkes, og at de gør det bedste ud fra de forudsætninger, de har.
Til gengæld får du en masse dejlige medarbejdere og lærer en masse skønne børn og forældre at kende.
Ring eller mail for at høre mere om stillingen – eller for at aftale et besøg på Orø. Kontakt Michael Larsen, skoleleder for Absalon og Orø Skole, på enten mail mil@holb.dk eller ring på tlf. 72367382.
Ansøgningsfrist og samtaler
Vi glæder os til at modtage dit cv og din ansøgning senest onsdag den 8. november 2023.
Vi forventer at holde 1. samtalerunde tirsdag d. 14. november og 2. samtale tirsdag d. 21. november. Mellem 1. og 2. samtale kan du forvente at skulle udfylde et sæt personlighedsanalyser.
Ansættelse i stillingen som pædagogisk leder sker efter overenskomsten med tiltrædelse 1. januar 2024.
Der indhentes børneattest og referencer i forbindelse med ansættelsen.
Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Holbæk Kommune er en kommune med en god balance med Holbæk By og de 17 lokalområder. Holbæk Kommune har ca. 73.700 indbyggere og 4.930 medarbejdere.
Holbæk Kommune har røgfri arbejdstid.
Holbæk Kommune er organiseret i seks kerneområder i stedet for traditionelle forvaltninger eller afdelinger som gør, at vi tilstræber at gøre op med strukturer og mønstre, som gør det bøvlet at yde en god og sammenhængende service. Kerneområderne kalder vi Aktiv Hele Livet, Arbejdsmarked, Uddannelse og Borgerservice, Læring og Trivsel, Social Indsats og Udvikling, Vækst og Bæredygtighed og Kultur, Fritid og Ungeliv. Kerneområderne understøttes af de tre stabsfunktioner Organisationsservice, Økonomi og Ledelsessekretariat og Kommunikation.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=d82395a7)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
LAER-Orø Børnehus og Skole, Vandtårnsvej, 4300 Holbæk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5926805