BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Ved Anæstesiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus er en stilling som afdelingslæge med vagtforpligtelse ledig til besættelse den 1. november 2023 eller efter aftale. Vi udvider med et tredje vagtlag samtidigt med, at der oprettes en kirurgisk semi-intensiv plads, og har derfor brug for flere gode kollegaer.
Som ung speciallæge bliver du hos os en del af en afdeling i rivende udvikling, hvor fokus på uddannelse, udvikling, forskning og gode patientforløb er i højsædet. Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer både fagligt og ledelsesmæssigt og kan gennem delegerede ledelsesmæssige opgaver, styrke din profil og dine kompetencer, og dermed stå stærkere til at bestride en fremtidig overlægestilling. Vi kan tilbyde dig dit eget ansvarsområde, så du derigennem kan bidrage til at styrke fagligheden og læringen i afdelingen, og hjælpe os mod målet om, på alle områder, at leve op til de nyeste standarder. Du får gode muligheder for efteruddannelse og kan på den måde være med til at præge din egen karrierevej.
Derudover tilbyder vi:
- En dynamisk afdeling med fokus på højt fagligt niveau, der samtidigt vægter arbejdsmiljø og samarbejde
- En varieret klinisk hverdag med mulighed for at bevare den anæstesiologiske bredde, men hvor specifikke ønsker om specialisering også kan tilgodeses
- Mulighed for at blive en del af et dedikeret vejlederhold, der ser uddannelse som en kerneopgave
- Gode muligheder for tid og ressourcer allokeret til din kompetenceudvikling, uddannelse og forskning
- Gode muligheder for kurser og videreuddannelse
- Et ansættelsesforhold hvor vi så vidt muligt forsøger at tage højde for individuelle ønsker og behov
- Mulighed for hjælp med at finde bolig i Holbæk, hvis det ønskes
Vores forventninger:
- Speciallæge i anæstesiologi
- En engageret og fagligt kompetent kollega
- Gode kommunikative evner, med mod på varetagelse af en meget bred gruppe af akutte medicinske og kirurgiske tilstande
- Godt humør og gode samarbejdsevner
Vi håber du har lyst til at være vores nye kollega!
Om afdelingen:
Afdelingen servicerer et akutsygehus med en velfungerende akutafdeling med level 2 traumemodtagelse, gynækologisk/obstetrisk-, pædiatrisk-, abdominal- og ortopædkirurgisk afdeling samt to medicinske afdelinger med kardiologi, nefrologi, rheumatologi, geriatri og apopleksi fase 2.
Vagtberedskabet udgøres af et forvagtslag bestående af reservelæger, samt et bagvagtslag med speciallæger. Et tredje vagtlag indføres gradvist og forventes fuldt implementeret ultimo 2023. Vi varetager uddannelse af læger, anæstesi- og intensivsygeplejersker samt medicinstuderende.
Det multidisciplinære intensivafsnit er et niveau 2 afsnit med 7 almene intensivpladser samt 2 sengepladser allokeret til NIV. Afsnittet har ca. 800 indlæggelser om året og patienterne passes af en stabil og videbegærlig plejegruppe. I 2023 oprettes en semi-intensiv kirurgisk plads, hvor plejen vil blive varetaget af intensivsygeplejesker.
Sygehuset har to operationsgange, hvor der årligt administreres ca. 7000 anæstesier (børn og voksne) indenfor ortopædkirurgi, parenkymkirurgi og gynækologi/obstetrik. Vi har fokus på tværgående perioperative forløb med tiltagende fokus på regional anæstesi. Vi har et velfungerende dagkirurgisk afsnit med en del pædiatriske anæstesier.
Det tværfaglige smertecenter behandler ambulante patienter med non-maligne smertetilstande. Dette område er et afsnit for sig og arbejdet her varetages af dedikeret personale til området, herunder tre speciallæger.
Afdelingen har opprioriteret forskningsområdet og ansat 2 ph.d.-studerende. Vi deltager jævnligt i større eksterne forskningsprojekter der drives med fælles indsats fra alle læger og sygeplejersker i afdelingen.
Hvis ovenstående har vakt din interesse så tag kontakt til cheflæge Ole Christensen.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist:
Onsdag den 25. november 2023.
Ansættelsessamtaler 27. november
Yderligere oplysninger:
Kan fås ved henvendelse til cheflæge Ole Christensen, Anæstesiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus
tlf.: 59 48 41 01 eller 24 75 51 97; Mail: olch@regionsjaelland.dk
Ansøgningen bør tage udgangspunkt i de syv lægeroller. Ansøgning sendes via linket i annoncen.
Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 18 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen 15, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.regionsjaelland.dk/job-og-uddannelse/jobside?hr=show-job/37569&linkref=29701&locale=da_DK
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5908055