BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi udvider vores bagvagtslag og søger derfor nye kolleger.
Hvilket klinisk speciale, du har, om du er nyuddannet eller erfaren speciallæge er ikke så afgørende, men du skal have lyst til at træffe hurtige beslutninger og lave gode akutte patientforløb sammen med os.
Om opgaven
Vi modtager næsten hele paletten af akutte tilstande – fraset medicinske børn og fødende. Det betyder daglig udfordring af differentialdiagnostiske kompetencer på kryds og tværs. Som bagvagt vil der være visse tilstande, du allerede kan håndtere på højt, fagligt niveau og andre, vi sammen skal finde ud af at ruste dig til. Dine vigtigste opgaver er sammen med speciallægekollegerne at holde ro og overblik samt supervisere uddannelseslæger, men vi bruger også speciallægernes kompetencer til at få lavet hurtige forløb for de patienter, der hurtigt kan afklares og behandles.
Størstedelen af døgnet er der flere speciallæger på vagt således at man kan sparre. Hele døgnet er der opbakning fra specialerne i huset.
Vi har i afdelingen fire afsnit. Du vil som udgangspunkt skulle kunne fungere i alle fire efter behørig introduktion, størstedelen af vores lægetimer bruges i Modtagelsen.
Modtagelsen
95% af akutte indlæggelser af voksne på sygehuset, foregår via Modtagelsen. Vi ser kørsel 1 patienter og er teamledere på hjertestopteamet, vi har behandlingsansvar og visitationsret. Vi sætter en ære i selv at håndtere det meste men også i at vide hvornår vi har brug for assistance fra resten af sygehuset.
Vi er aktuelt i gang med at analysere vores patientforløb i Modtagelsen så vi bruger vores tid og kræfter på de mest syge som har brug for os. Vi vil gerne holde os på en liggetid i Modtagelsen under 4 timer, det ved vi er bedst for patienterne. Det kræver at vi arbejder målrettet med vores udredningsprogrammer og har speciallægerne involveret tidligt i patientforløbene på de tidspunkter hvor der kommer flest patienter.
Skadestuen
Her håndterer vi større og mindre skader, inkl. opgaver som andre steder håndteres af ortopædkirurgiske læger, f.eks. reponeringer.
Akut Diagnostisk Enhed
Akutafdelingens eget sengeafsnit som giver os mulighed for at fordybe os i nogle af de diagnostisk sværere forløb, håndtere nogle af de lettere indlæggelsesforløb og få lidt ekstra tid til at observere udviklingen i patienternes tilstand. Vi har ambitioner om at bevæge afsnittet i en mere akutmedicinsk relevant retning således at vi håndterer nogle af de dårligste ptt. lidt længere inden vi overgiver dem til stamafsnittet.
Uddannelse
For os er uddannelse af yngre kolleger og studerende en naturlig del af lægefaget. Meget af uddannelsen foregår i den daglige klinik i form af diskussioner, konference og supervision. Vores speciallæger i akutmedicin er typisk vejledere for introduktionslæger i akutmedicin mens øvrige speciallæger er vejledere for HU-læger i almen medicin, KBU-læger og udenlandsk uddannede kolleger i evalueringsstillinger.
Om speciallægegruppen
Vi er en blandet flok, flest akutmedicinere, men også kolleger fra f.eks. ortopædkirurgi, intern medicin, urologi, ØNH, geriatri. Samlet har vi et bredt blik på vores akutte ptt. og mulighed for at gøre hinanden og vores uddannelseslæger klogere. Vi kan ikke alle alt men har mulighed for at lære og udvikle os på daglig basis.
Du indplaceres som afdelingslæge eller overlæge afhængig af erfaring og kompetencer.
Om Akutafdelingen
Akutafdelingen på Holbæk Sygehus er etableret i 2009 og har siden fungeret som selvstændig afdeling med eget personale. Vi er cirka 45 læger, 80 sygeplejersker og 20 sekretærer. Vi har ca. 50.000 patientkontakter om året. Vi arbejder i tværfaglige teams i hverdagen og har ry for at have et rigtig godt kollegialt arbejdsmiljø på kryds og tværs af faggrænser. Det er noget af det, vi gerne vil fastholde og udvikle sammen med dig.
Hvorfor skal du vælge at søge hos os?
- Her er mulighed for at bruge og udvikle dine brede kliniske kompetencer
- Her er et velfungerende bagvagtslag, med bl.a. 7 speciallæger i akutmedicin
- Her er mulighed for deltidsansættelse
- Her er mulighed for at få ansvarsområde efter dine interesser og kompetencer
- Her er rig mulighed for at præge yngre kolleger (vi har både meritlæger, hoveduddannelseslæger og introduktionslæger i akutmedicin, hoveduddannelseslæger i almen medicin samt KBU-læger og udenlandsk uddannede læger i evalueringsstillinger)
- Holbæk er et sygehus hvor man hurtigt bliver en del af fællesskabet
Vi forventer af dig, at du
- Har interesse for at lave gode forløb for de akutte patienter.
- Har lyst til at samarbejde på kryds og tværs af afdelings- og faggrænser for at opnå det
- Gerne er speciallæge i Akutmedicin
- Alternativt har brede kompetencer inden for f.eks. intern medicin, kardiologi, kirurgi, almen medicin og/eller ortopædkirurgi
- Har lyst til at lære det der evt, mangler for at du kan dække bagvagtsfunktionen i en stor akutafdeling.
- Er indstillet på at akutmedicin er et speciale der skal levere på de tidspunkter, patienterne har brug for os – også de skæve.
- Har lyst til at bidrage til at afdelingen er rar at komme i uanset om man er patient, pårørende eller personale
Bekymret for at pendle? Eller overvejer du om du skal tage springet og flytte til Holbæk?
Når du pendler fra København til og fra dagarbejde i Holbæk kører du mod trafikken. Dvs. at det fra den vestlige del af København oftest kan lade sig gøre at være fremme på 45 min. Tiden i bilen eller toget kan udnyttes til at få gjort skiftet mellem arbejde og fritid tydeligt. I bagvagtslaget er der både tog- og bilpendlere fra København og tættere på. Vi har også lokalt funderede som kan give tips og tricks. Spørg endelig!
Få endnu mere info om afdelingen her: www.regionsjaelland.dk/hakut
Måske interesseret?
Vi vil gerne fortælle meget mere, så hvis du er interesseret og har spørgsmål så skriv til:
Cheflæge Tine Grolin Kristensen, tigk@regionsjaelland.dk
Ansættelsen begynder 1. maj 2024 eller efter aftale.
Ansøgningsfrist: 15. marts
Samtaler afholdes løbende
Om Holbæk Sygehus
Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.
Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om job på Holbæk Sygehus her.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Holbæk Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5988126