Teamleder til puljesekretariatet i undervisningsministeriet med fokus på drift og udvikling

dato

Vil du stå i spidsen for både sikker drift og videreudvikling af puljeadministrationen? Har du solid erfaring med puljeadministration og et godt kendskab til statens regelsæt – og har du enten erfaring med personaleledelse eller en tydelig ambition om at tage næste skridt som leder? Så er du måske vores nye teamleder i Puljesekretariatet i Kontor for Viden og Puljer i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.



Dine arbejdsopgaver

Som teamleder for Puljesekretariatet får du det ledelsesmæssige ansvar for et team, der varetager den praktisk-administrative del af Børne- og Undervisningsministeriets puljeadministration, og du vil støtte medarbejderne i håndtering af alle typer af puljeadministrative spørgsmål. Du bliver samtidig en central aktør i den fortsatte udvikling af puljeadministrationen.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • være tæt på den daglige opgaveløsning og understøtte trivsel, fastholdelse og faglig udvikling i et team med erfarne medarbejdere
  • sikre nødvendig videndeling og faglige udviklingsmuligheder i Puljesekretariatet
  • styre og gennemføre den løbende prioritering og tilrettelæggelse af puljeopgaverne, samt sikre høj kvalitet og tilstrækkelig dokumentation i puljesagsbehandlingen
  • være ansvarlig for vedligehold og videreudvikling af procedurebeskrivelser for sekretariatets arbejdsprocesser
  • udvikle driftsledelsen med fokus på tydelig prioritering af opgaver, afstemning af kvalitetsniveauer og effektiv ressourceanvendelse
  • arbejde målrettet med at skabe øget transparens i omkostninger og ressourceforbrug knyttet til puljer, herunder styrket overblik og ledelsesinformation
  • drive og prioritere udviklingsopgaver, der styrker puljeadministrationen, herunder forberedelse og implementering af et nyt puljeadministrativt system
  • indgå i kontorets ledelse i tæt samspil med kontorchefen og øvrige teamledere


Din profil

Vi søger en teamleder, der kan kombinere sikker drift med udvikling af puljeadministrationen, og som trives med ansvar, samarbejde og nærværende ledelse i en politisk styret organisation.

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelse og solid erfaring med puljeadministration, tilskudsforvaltning eller tilsvarende myndighedsopgaver – gerne fra en styrelse eller et ministerium
  • har erfaring med personaleledelse eller solid erfaring med faglig ledelse, koordinering og prioritering – og motivation for at udvikle dig som personaleleder
  • har stærke kompetencer inden for drifts- og leverancestyring og arbejder struktureret med prioritering, kvalitet og effektiv ressourceanvendelse
  • har god forståelse for bevillingsprocesser, bevillingsjura, forvaltningsret samt statens regnskabs- og revisionsregler
  • kan lede og udvikle administrative arbejdsgange og har erfaring med at drive udviklingsopgaver – fx i forbindelse med systemunderstøttelse eller nye processer
  • har interesse for administrative it-løsninger og kan bidrage til implementering af nye systemer
  • bidrager til et godt arbejdsklima og en lærende organisation gennem struktureret og kontinuerlig feedback og nærværende ledelse
  • gerne har kendskab til undervisningsområdet.


Om kontoret

Kontor for Viden og Puljer arbejder med og rådgiver om puljer, evalueringer, analyser, undersøgelser og formidling af viden. Kontoret arbejder for at udvikle anvendelsen af viden og forskning i dagtilbud, skoler og uddannelser og for at gøre det lettere at arbejde data- og vidensbaseret i ministeriets sektorrettede opgaver.

Kontoret har ca. 35 medarbejdere og er organiseret i et Vidensteam og et Puljesekretariat.

Kontoret er etableret i Holbæk fra 1. oktober 2025. Du leder Puljesekretariatet i tæt samspil med kontorchefen og refererer til denne.

Puljesekretariatet, som du skal være leder for, består pt. af 10 medarbejdere, der står for den praktisk-administrative del af ministeriets puljeadministration fra en pulje er besluttet til det sidste regnskab for puljens projekter er godkendt. Der opslås årligt ca. 25-35 puljer, som skal annonceres på statens puljeoversigt. Herudover behandler sekretariatet en række tildelingspuljer, driftslignende tilskud og enkeltstående bevillinger. Sekretariatet rådgiver og vejleder koncernens indholdskontorer om de generelle retningslinjer for puljeadministration og varetager opgaver forbundet med bistand til fagkontorernes udarbejdelse af puljevejledninger, udbetaling af tilskud og kontrol af tilskudsregnskaber. Puljesekretariatet er til rådighed for sparring i alle faser af en puljes levetid, mens ansvaret for puljernes faglige beskrivelser, vurdering af ansøgninger og af den afsluttende indholdsrapportering ligger i indholdskontorerne.



Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes som chefkonsulent med personaleansvar eller efter anden relevant overenskomst afhængigt af din baggrund og erfaring. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af tillæg.

Stillingen er en fuldtidsstilling med ansættelse snarest muligt.

Ansættelsessted er Tidemandsvej 1, 4300 Holbæk.



Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning, cv og eksamensbevis senest d. 12. februar 2026. Du søger stillingen via linket i annoncen.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 9 (1. samtale) og uge 11 (2. samtale). Der kan indgå case og test som en del af rekrutteringsprocessen.



Vil du vide mere?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jon Jespersen, telefon 3392 5668 eller jon.jespersen@stukuvm.dk. Du kan også læse mere om Børne- og Undervisningsministeriet på vores hjemmeside uvm.dk.

Læs mere omkring hvordan det er at være ansat og mød en medarbejder her.



Vi glæder os til at læse din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Holbæk, Tidemandsvej, 4300 Holbæk

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-02-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/ad45abde-96d5-4548-985c-09b696fb9c96

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet