Vil du lede og udvikle det brede, medicinske område?

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du lede og udvikle det brede, medicinske område?

Så skal du være chefsygeplejerske for Medicin 2 på Holbæk Sygehus. Vi søger en chefsygeplejerske, der sammen med vores cheflæge og resten af ledergruppen kan lede og kan drive de nødvendige forandringer, der fortsætter det nuværende fokus på gode patientforløb. Altid med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Gavner det patienten? ”

Vi søger

Vi søger en ambitiøs chefsygeplejerske med interesse for de intern medicinske, diagnostiske og palliative patienter. Vi vil gerne være ualmindelig gode til at håndtere de komplekse patienter som fejler mange ting, samt til de patienter som har behov for basal medicinsk palliation.

Vi har stor aktivitet i vores Fælles Medicinske Ambulatorium, samtidigt har mange af vores patienter behov for indlæggelse i kortere eller længere tid, og der er derfor en særlig opgave i at gøre arbejdet på vores sengeafsnit attraktivt og fagligt tilfredsstillende. Både når det kommer til pleje og behandling, og uanset om det er mono- og tværfagligt.

Vi arbejder stædigt på at finde de rigtige løsninger for vores patienter og vores personale, og Medicin 2 er aktuelt inde i en god udvikling samtidig med, at profilen skal være mere tydelig. Vi søger derfor en ambitiøs chefsygeplejerske med mod og evner til at fortsætte udviklingen af afdelingen herunder være med til arbejde konstruktivt med vores nye strategi 2023-2025 for Holbæk Sygehus.

Du bliver en del af sygehusets velfungerende lederteam, der kender hinanden på tværs af de forskellige afdelinger og med direkte reference til Sygehusledelsen for Holbæk Sygehus. Du leder indenfor de 4 områder: Fagligledelse, Driftsledelse, Personaleledelse og Strategisk Ledelse, hvor du først og fremmest sammen med cheflægen skal sætte retningen for afdelingen, og hvor I skal sikre sammenhæng med sygehusets øvrige afdelinger og primærsektoren. Samarbejde er helt afgørende for at lykkes som afdeling. Først og fremmest skal du kunne fortsætte arbejdet med at skabe et ”fælles vi” i afdelingen, og sikre tæt koordination med den medicinske søsterafdeling Medicin 1, der rummer specialerne kardiologi, endokrinologi og nefrologi, og hvor der er særligt samarbejde omkring Medicinsk Fælles Ambula­torium, Synkopeklinik og tværfaglige MDT-konferencer.

Derudover har afdelingen fokus på faglig og personlig udvikling af medarbejderne og dermed også fokus på tilknytning og rekruttering.

Om Medicin 2

Medicin 2 dækker en række grenspecialer med egne sengeafsnit og ambulatorier og har ansatte fra alle relevante faggrupper:

  • Reumatologi med et stort ambulatorie og Diagnostisk Center
  • Geriatri med et ambulatorium og et sengeafsnit med 20 sengepladser
  • Apoplexi fase II med 18 selvvisiterende sengepladser og et ambulatorium
  • Medicinsk Observations Afsnit (MOA) med 18 sengepladser. 6 af disse senge er til basal medicinsk palliation
  • Gastroenterologisk ambulatorium, herunder skopi-funktion, pr. 1.1.24 er behandlingsansvaret overgået til SUH Køge som har satellitfunktion på Holbæk Sygehus. Sekretærer og sygeplejersker hører stadig under Holbæk. Desuden har vi 2 reservelægespor om ugen.
  • Lungemedicin ambulant - hvor sygeplejersker hører under Medicin 2 og vores lægespor hører under Medicin 1
  • Osteoporoseambulatorium hvor sygeplejersker i ambulatoriet står for at lave DEXA skanninger og for behandling med Zoledronsyre

Afdelingen har regionsfunktion i geriatri, der dækker udredning og behandling af uafklaret svimmelhed, instabilitet og faldproblematik, hvor der er mistanke om vestibulær og/eller autonom dysfunktion.

Der er 3 oversygeplejersker på henholdsvis MOA, Geriatrisk sengeafsnit/Apopleksi afsnit og i Medicinsk Fælles Ambulatorium.

Hvem er du

Du er sygeplejerske med stor interesse for ledelsesopgaven og evner at forene det almene og det grenspecialiserede. Du er fagligt ambitiøs og har viden og erfaringer fra arbejde på leder- eller udviklingsområdet i bred forstand. Det ligger naturligt til dig at følge udviklingstendenser indenfor sundhedsvæsenet, og du kender vigtigheden af at have fokus på at skabe sammenhængende og gode patientforløb.

Du er interesseret i alle aspekter af ledelse og har dokumenteret erfaring med ledelse, enten faglig ledelse eller i anden form. Det er vigtigt, at du trives med og har erfaring med at løfte administrative opgaver herunder budgetplanlægning, økonomi og ressourcestyring.

Vi ser frem til, at du herudover har en troværdig samarbejdende tilgang til det at være leder, du er tydelig i din ledelsesstil og evner at kommunikerer på alle niveauer i en organisation. Vi forventer, at du har masser af energi, møder folk i øjenhøjde og har lyst og mod på at sætte retning og tempo på såvel de små som de store dagsordner.

Vi kan tilbyde

Vi glæder os til at tage godt imod dig som vores nye chefsygeplejerske, og vi har fokus på, at du føler dig godt tilpas hos os. Dette gør vi blandt andet via vores on-boarding program for nye cheflæger og chef­sygeplejersker, som du bliver tilknyttet fra dag ét. Her bliver du grundigt introduceret til ledelses­opgaven af Sygehusledelsens stab, ligesom du kommer på introduktion hos alle afdelingsledere på resten af sygehuset.

Vi sætter faglig udvikling og forbedringer højt på dagsordenen, og er derfor klar til at understøtte dine tanker om samme. Du får gode rammer for din egen faglige og personlige udvikling, hvor vi gør meget for at understøtte god ledelse. Du bliver tilknyttet Regionens ledernetværk og tilbydes et coachingforløb med henblik på trivsel og samarbejde i ledelsesopgaven.

Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at kontakte lægefaglig vicedirektør Dan Brun Petersen på

tlf. 93 56 88 07 eller cheflæge Jeanette Haar Ehlers tlf. 20 18 84 33 for en fortrolig drøftelse.

Ansøgningsfristen er 15.04.2024. Stillingen skal søges via HR-skyen.

Første samtalerunde afholdes den 19.04.2024, og anden samtalerunde afholdes 25.04.2024.

Der er testforløb mellem 1. og 2. samtalerunde.

Tiltrædelse: Vi vil helst have dig med fra d. 1. juni 2024, men vi kan også vente lidt, hvis du er den rigtige.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Om Holbæk Sygehus

Holbæk Sygehus er en innovativ arbejdsplads med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi vil være førende i diagnostik og behandling af almene og hyppigt forekommende sygdomme, og vi har velfungerende forskningsmiljøer på disse områder.

Vi er et ambitiøst og veldrevet sygehus med en flad ledelsesstruktur – så vejen fra idé til handling er kort. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet. Du kan se mere om  job på Holbæk Sygehus her.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Holbæk Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Sjælland, Alleen, 4180 Sorø

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6016711

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet