I denne uge er Anne Juel Rasmussen fra Holbæk taget til Frankrig for at cykle nogle af Tour de Frances hårdeste bjergstigninger for at gøre en forskel i kampen mod den invaliderende sygdom, sclerose.
Som deltager i velgørenhedsløbet, Cykelnerven, cykler Anne side om side med hundredvis af danskere, som alle har ét fælles mål: at samle penge ind til forskning i sclerose – en sygdom, som knap 19.000 danskere lever med.
Gennem sin uddannelse til fysioterapeut har Anne været tæt på mennesker med sclerose, og sygdommen findes også i hendes nære vennekreds.
”Jeg har set, hvad det at blive ramt af sygdommen betyder – både for den ramte og for de pårørende. Heldigvis har jeg også set, at sygdommen med rette behandling kan betyde, at den ramte stadig, kan leve det liv som denne ønsker. Derfor giver det så meget mening for mig at bidrage til forskning i sygdommen,” fortæller Anne.
Anne deltog for første gang I Cykelnerven sidste år, og her stod det hurtigt klart, at hun måtte af sted igen i år:
”Det var den vildeste oplevelse. Alle ryttere, coaches og staff bakkede hinanden op og kæmpede for den gode sag. Det var en helt unik oplevelse som gjorde mig stolt. Alt det hårde slid over vinteren gav pludselig mening.”
Den fælles indsats kulminerede sidste år i et rekordresultat på over 15 millioner kroner til scleroseforsknin – en milepæl, deltagerne håber at overgå i år.
På Cykelnerven bærer de ryttere, der selv lever med sclerose, en guldfarvet trøje. For Anne er mødet med dem noget af det, der gør størst indtryk.
”Jeg ser en stor inspiration i de guldryttere, som deltager. Modsat os andre har de lige sclerosen at deale med når de sidder på bjerget. Det sætter ens egen selvmedlidenhed i perspektiv når man sidder på bjerget og har ondt af sig selv,” afslutter hun.
Om Cykelnerven
Cykelnerven er Scleroseforeningens store velgørenhedsevent – også kaldet Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb. Hvert år træner omkring 600 danske ryttere målrettet i ni måneder for at kunne samle penge ind til forskning i sclerose og gennemføre udfordrende bjergstigninger i Frankrig.
Deltagerne udgør et bredt og engageret felt: cykelentusiaster, mennesker med sclerose – de såkaldte guldryttere, som bærer en guldfarvet trøje som symbol på deres kamp mod sygdommen, samt pårørende til sygdommen, såsom forældre, søskende og partnere.
Ruten følger hvert år dele af Tour de France-løbet, og i år betyder det, at rytterne skal i aktion i Alperne ved nogle af cykelsportens mest ikoniske stigninger som Alpe d’Huez og Col du Galibier.
Sidste år satte Cykelnerven ny indsamlingsrekord med 15,1 millioner kroner til forskning i sclerose.