Holbæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud i café, Hillerød
Mellem onsdag klokken 18.30 og torsdag klokken 10.00 var der indbrud i en café på Helsingørsgade. En ukendt gerningsperson tiltvang sig adgang gennem et vindue, og fra stedet blev der stjålet et kasseapparat.Spirituskørsel, Helsinge
En 58-årig mand Fredensborg blev klokken 10.30 standset af en patrulje på Skovgårdsvej. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Den 58-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som præcist skal fastslå hans eventuelle promillegrad.
Kørsel i frakendelsestiden, Smørum
På Frederikssundmotorvejen blev en 40-årig mandlig bilist fra Frederikssund standset af en patrulje klokken 10.31. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, da han var frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.
Færdselsuheld, Slangerup
Klokken 10.38 skete der et færdselsuheld på Roskildevej ved Sundbylillevej mellem en 39-årig kvindelig bilist fra Frederikssund og en 74-årig mandlig cyklist fra Ølstykke. En patrulje kørte til stedet, hvor cyklisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Han pådrog sig ved uheldet mindre personskade, hvorfor en ambulance blev sendt til stedet for at tilse ham.
Unge drenge skabte uro, Helsingør
Der indløb klokken 11.52 anmeldelse om, at en gruppe unge drenge befandt sig ved en nedlagt bilforhandler på Rønnebær Alle, hvor de skabte uro ved blandt andet at knuse glas og råbe og muligvis også sprayede maling på bygningen. En patrulje kørte til stedet, hvor 12 unge lokale drenge under den kriminelle lavalder blev truffet. Patruljen fik en snak med dem om deres adfærd, og herefter blev der taget kontakt til deres værger samt de sociale myndigheder for at informere om hændelsen.
Forsøg på tyveri af taske, Hundested
En 47-årig mand fra Hundested anmeldte klokken 12.25, at en fremmed mand klokken 01.00 havde forsøgt at hive den 47-åriges taske ud af hænderne på ham i toget ved Østerberg Station. Da dette ikke lykkedes for den fremmede mand, løb han fra stedet.
Ifølge anmelderen var der sammenfald mellem den fremmede mands udseende og signalementet på den gerningsperson, som tirsdag aften forsøgte at frarøve en kvinde hendes taske ved Vibehus Station. Det kan derfor ikke afvises, at der er tale om samme gerningsperson til de to forhold.
Manden beskrives som: 20-25 år, 170-180 cm, spinkel af bygning. Talte dansk.
Mistænkeligt forhold, Farum
Klokken 12.36 blev det anmeldt, at der omkring et kvarter tidligere havde befundet sig en kvinde på Akacietorvet, som udgav sig for at være døv og samlede penge og underskrifter ind til døve. Da en forbipasserende borger kunne tegnsprog, forsøgte denne at kommunikere med kvinden. Dette gjorde kvinden forskrækket, og hun løb derefter fra stedet. Der var derfor mistanke om, at kvinden forsøgte at begå bedrageri.
En patrulje kørte til området for at lede efter kvinden, men det var ikke muligt at udfinde hende.
Også klokken 15.36 indløb der anmeldelse om, at en kvinde på Lynge Bytorv havde udgivet sig for at være døv og samle penge ind på Lynge Bytorv. Denne hændelse var sket klokken 12.30, og kvinden blev beskrevet som: østeuropæisk af udseende, 40-50 år, 165-170 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med mellemlangt brunt hår.
Færdselsuheld, Tikøb
Klokken 13.02 skete der et færdselsuheld på Hornbækvej, da en 33-årig mandlig bilist fra Holbæk af ukendte årsager kørte over i modsatte vejbane og kørte frontalt sammen med en 34-årig mandlig bilist fra Hornbæk. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.
Den 33-årige bilist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Tyveri af mobiltelefon, Gentofte
En 53-årig kvinde fra Gentofte anmeldte klokken 14.15, at hun omkring et kvarter tidligere havde fået stjålet sin mobiltelefon, mens hun handlede i Netto på Gentoftegade. Her havde hun haft sin mobiltelefon i lommen, mens hun betalte for sine varer, og efterfølgende opdagede hun, at den var blevet stjålet.
Tyveri af taske, Hellerup
Klokken 14.30 anmeldte en 32-årig kvindelig cyklist, at hun i den forgangne halve time måtte have fået stjålet sin taske fra sin cykel, imens hun havde cyklet rundt i Hellerup.
Færdselsuheld, Kgs. Lyngby
Klokken 14.41 skete der et færdselsuheld på Nybrovej i krydset ved Engelsborgvej, idet en personbil ført af en 55-årig mandlig bilist fra København stødte sammen med en 76-årig mandlig cyklist fa Kgs. Lyngby. Bilisten kørte ad Bagsværdvej i østlig retning ind i krydset med Nybrovej, hvor bilisten påbegyndte et højresing. Cyklisten kørte i samme retning, men skulle ikke svinge til højre, hvorefter sammenstødet skete.
Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvorefter cyklisten blev kørt på skadestuen til kontrol for sine skader, mens bilisten blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Butikstyveri, Kgs. Lyngby
Klokken 15.26 anmeldte personalet fra Fakta på Jernbanepladsen, at de havde pågrebet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en specialøl. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til butikken, hvor en 27-årig mand blev sigtet for butikstyveri.
Forsøg på indbrud, Farum
Klokken 16.41 anmeldte en beboer i Farum Midtpunkt, at han inde fra sit hjem klokken 16.14 havde hørt nogen rode med låsen til hoveddøren fra ydersiden af døren. Beboeren kiggede ud af dørspionen i et minuts tid, hvor en fremmed person stod og fiflede med låsen, hvorefter beboeren råbte personen an, som derefter valgte at løbe fra stedet.
Den fremmede person beskrives som: Mand, afrikansk af udseende, 38-40 år gammel, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, meget mørk i huden, med sort kort hår og et lille overskæg. Var iført en rød/orange striksweater.
Butikstyveri, Allerød
Klokken 17.26 anmeldte personalet fra Rema 1000 på Lilledal, at de havde pågrebet en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en flaske gin. Da butikstyven både var under 18 år gammel og udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til butikken, hvor manden blev sigtet for butikstyveri.
Overtrædelse af knivloven, Gørløse
Klokken 19.30 blev en 16-årig ung mand fra Hundested visiteret på Roskildevej. På hans person blev der fundet en enhåndsbetjent foldekniv med et låsbart blad, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af denne efter knivlovens bestemmelser. Ligeledes blev de relevante voksne samt relevante myndigheder orienteret om hændelsen.
Lovgivning om euforiserende stoffer, Gørløse
Samtidig som ovenstående blev en 17-årig ung mand fra Brønshøj også visiteret samme sted. Han blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, en lille digitalvægt samt en totenschlæger, og han blev derfor sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer samt efter våbenloven. Ydermere blev de relevante voksne samt relevante myndigheder orienteret om hændelsen.
Færdselsuheld, Frederiksværk
Klokken 19.54 skete der et færdselsuheld på Syrevej, da en knallert ført af en 16-årig ung mand fra Frederiksværk blev påkørt af en bil ført af en 43-årig mand fra Hundested.
Bilisten kørte mod vest ad Syrevej og skulle foretage et venstresving, og i den forbindelse overså han knallerten, der kom kørende på Syrevej i den modsatte retning.
Knallertføreren blev efterfølgende fløjet med helikopter til hospitalet for at modtage behandling for sine skader, mens bilisten i første omgang blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om knallertførerens tilstand.
Tyveri fra personbil, Hørsholm
Klokken 19.56 og 19.58 indløb der to anmeldelser om tyveri fra personbil fra to biler, der havde holdt parkeret foran SATS. I begge biler var en rude blevet knust, hvorefter der blandt andet var blevet stjålet tasker og computere.
Kørsel i frakendelsestiden, Helsingør
Klokken 21.50 blev en 31-årig mandlig bilist fra Ballerup standset og kontrolleret på Mads Holms Vej. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han var blevet frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for dette.
Mistænkeligt forhold, Birkerød
Klokken 22.34 anmeldte en kvinde, at hun et kvarters tid forinden havde observeret en fremmed mand gå rundt på matriklen på en adresse på Furesøpark Allé, hvor han gik og lyste med en lommelygte. Da kvinden fik øjenkontakt med manden, forlod han hurtigt stedet og gik i retning mod Turistvej.
Manden beskrives som: Mand, 30 år gammel, 175-180 cm høj, almindelig af bygning.
Spirituskørsel, Frederikssund
Klokken 00.20 blev en 40-årig mandlig bilist fra Frederikssund standset og kontrolleret på Sydkajen. Han fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.
Mistænkeligt forhold, Allerød
Klokken 02.50 blev det anmeldt, at det på videoovervågning kunne ses, at nogle personer rendte rundt ved Allerød Gymnasium, og at en af dem sparkede på en rude, hvorfor anmelder frygtede, at det var et indbrudsforsøg. Kort derefter kunne det ses på videoovervågningen, at nogle unge mennesker befandt sig på taget af gymnasiet. Politiet blev sendt til stedet, hvor nogle unge mennesker blev truffet, og de erkendte at have været på taget, men afviste, at nogen havde forsøgt at bryde ind på gymnasiet.
Mistænkeligt forhold, Kgs. Lyngby
Klokken 02.55 anmeldte en kvinde fra Dannebrogs Allé, at hun var vågnet ved, at hendes hund havde gøet. Kvinden havde kigget ud af vinduet, hvor der stod en person med en lygte og kiggede ind, og da personen uden for vinduet opdagede, at der var nogen hjemme, stak personen af.
Politiet blev sendt til området, men det lykkedes ikke at udfinde personen, som formentlig var en indbrudstyv.