Genbrugsbutik fylder 1 år: Vær med til at fejre en flot startge

Der var lang kø til åbningen af Kræftens Bekæmpelses store genbrugsbutik i Holbæk MegaCenter sidste år. Foto: Lone Kindberg
dato

30. september kan du være med til at fejre, at vores genbrugsbutik i Holbæk fylder 1 år. Butikken er Kræftens Bekæmpelses 16. genbrugsbutik og er kommet flot fra start med masser af opbakning fra frivillige.

For godt og vel et års tid siden overtog Kræftens Bekæmpelse et 700 m2 stort butikslokale i Holbæk MegaCenter. Et lokale, der snart efter blev forvandlet til en stor og indbydende genbrugsbutik med et bredt sortiment af kvalitetsgenbrug.

Stor lokal opbakning
Nu fylder butikken så 1 år og hvad er mere nærliggende end at spørge butikkens distriktschef, Lars Jessen, hvordan det første år er gået?

- Butikken er kommet rigtig godt fra start. Vi holder vores salgsmål og mere til. Og det gør vi jo, fordi vi er så privilegerede at modtage masser af godt genbrug og samtidig oplever en stor lyst til at købe genbrug. Så der skal lyde en kæmpe tak til Holbæk-borgerne, svarer Lars og tilføjer:

- Og en særlig tak skal lyde til alle butikkens frivillige. Det er deres fortjeneste, at vi har en så velfungerende butik. De gør det fantastisk!

Lillian og Ellen er frivillige i butikken og elsker det stærke sammenhold, der er i butikken. Foto: Lars Jessen

Lillian og Ellen er frivillige i butikken og elsker det stærke sammenhold, der er i butikken. Foto: Lars Jessen

Et godt sammenhold og ros til chefen
En af butikkens frivillige er 73-årige Lillian. Hun fortæller, at hun har mistet rigtig mange familiemedlemmer til kræft og derfor giver det rigtig god mening for hende at støtte op om arbejdet i butikken. En beslutning, hun ikke har fortrudt.

 - Det er bare sådan en stor og flot butik, og jeg er rigtig glad for at være frivillig her. Vi har det bare så godt sammen alle sammen, fortæller Lillian og fortsætter:

- Og så har vi altså en god chef. Han gør så meget ud af at rose os, og det er aldrig påtaget, men kommer fra hjertet.

At der er en god og rar atmosfære i butikken, kan 74-årige Ellen Andersen også skrive under på. Hun er ligesom Lillian, også frivillig i butikken.

- Vi er så glade for det. Der er et godt sammenhold, og man glæder sig altid til at komme på arbejde. Og så har vi en rigtig god chef, som forstår at sætte pris på os og som giver os lov til at bestemme meget selv. Det betyder meget, fortæller Ellen, som sidste år meldte sig som frivillig sammen med sin mand, der også er frivillig i butikken


Zille-Marie finder næsten altid noget i butikken, som hun står og mangler. Foto: Lone Kindberg

En megahyggelig butik
Den gode stemning i butikken er heller ikke gået ubemærket hen blandt en af butikkens stamkunder.

- Jeg synes butikken er megahyggelig. Der er dejligt lyst, højt til loftet og venligt personale. Og der er stort set altid noget, som man lige står og mangler. Det kan være alt fra en god bog til nogle megafede jeans, lyder det fra 20-årige Zille-Marie Lund Christensen, som tit svinger forbi butikken.

Praktisk information om 1-års-fødselsdagen
Fødselsdagen fejres lørdag 30. september kl. 10-14 på Stenhusvej 68., hvor der vil være kage, rød sodavand og kaffe.

Der vil være rig lejlighed til at finde gode genbrugsfund, da der er 50 procent på udvalgte varer og al isenkram. Alle er velkomne.

Ønsker du at blive frivillig?
Kontakt distriktschef Lars Jessen på  28 12 07 00 eller larsj@cancer.dk

Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug:
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har eksisteret siden 1991 og findes i dag i 16 forskellige byer. Al overskuddet fra butikkerne går til Kræftens Bekæmpelses indsats inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse. Kræftens Bekæmpelse Genbrug drives af knap 1000 frivillige landet over.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.